
Tegningen:
Tegningen blev lavet i forbindelse med Bethlehems 90 års fødselsdag i november 1999. Den er tegnet af Miriam Mikkelsen, som dengang var 7 år. Med et barns lidt skæve streger vil vi gerne fortælle:
Bethlehem er åben for børnene. Gennem legestue, juniorklub, familieaftner med mere vil vi møde børnene i deres højde.
Med de skæve streger og med Bethlehems særprægede og smukke former. Læg f.eks. mærke til vinduerne ud mod Dagmarsgade der har en meget speciel T-form, som vi ikke har set på andre bygninger. Hermed vil vi gerne understrege at huset er for forskellige mennesker, ligesom vores arrangementer er forskellige.
Bethlehem er efterhånden et gammelt hus med sin egen charme og ynde. Med hjælp fra husets venner, gaver og loppemarkeder er Bethlehem i dag i god form, på trods af alderen. Bethlehem indbyder også dem, der er ældre nemlig seniorerne.
![]()
Navnet Bethlehem leder vore tanker til den lille by, Bethlehem i Judæa. Her er en af Israels store konger født, nemlig kong David. Og i Bethlehem i Judæa blev Jesus født julenat.
Navnet Bethlehem er et hebraisk ord for brødhus, og formodentligt bredere forestået som fødevarehus. Missionshuset Bethlehem er bygget for at mennesker kan høre om Jesus, der er Livets brød. På een dag bespiste Jesus 5000 mennesker i ørkenen, gennem Bethlehem er der gennem de sidste snart hundrede år givet åndens mad til flere tusinde børn, unge og voksne.
Ved indvielsen af Bethlehem sang man:
Her kommer, Jesus, dine små,
til dig i Betlehem at gå;
oplys enhver i sjæl og sind
at finde vejen til dig ind.
Missionshuset (teksten):
Mange steder i landet har man bygget missionshuse, fordi stuerne ikke kunne rumme de mange mennesker, der kom til møderne. I Ringsted har man holdt møderne i rådhussalen i nogle år. De sidste år inden Bethlehem blev bygget samlede indremissionær Otto Kinch en lille flok i et baglokale til huset, hvor han boede. At Ringsted måtte have et missionshus, skyldes ikke det store antal, men snarere at missionen skulle nå længere end til en lille privat kreds.
Et missionshus har nemlig den særlige mission at bringe det glade budskab om Jesus Kristus videre. Jesu disciple beholdt ikke budskabet for sig selv, men lod det spredes ud over jorden. Derfor har Ringsted et missionshus.
Aks:![]()
I Ruths bog i det gamle testamente hører vi om stor omsorg i Bethlehem. Det er enken Ruth, som er fra Moabs land (et land øst for det Døde Hav), der som fremmed kommer til Israel sammen med sin israelitiske svigermor No’omi. Ruth viste omsorg for svigermor, ja hun sørger for hende.
Ruth får lov til at samle aks på Boaz’ s marker. Ifølge moseloven havde ”trængende og fremmede” ret til at samle aks på marken efter høstfolkene. Boaz gifter sig med Ruth. Ruth føder en søn, Obed, som bliver bedstefar til kong David, og 28 slægtled mere så er vi igen i Bethlehem, Jesus fødes (Matt 1,17).
Akset minder os om omsorg, at vi ikke skal have nok i os selv, men vise sand omsorg for hinanden. Kernerne på asket minder os om brød, om at Bethlehem er et brødhus (se ovenfor). Men også Jesu ord om at han er det levende brød, peger på omsorgen for hele mennesket (Joh 6,51).
Stjernen:
Mange drømmer om at blive en stjerne. Derfor fulgte mange med da tv-programmet ”stjerne for en aften” viste deres bud på stjerner. Men det er kun én, af de mange der meldte sig, der bliver ”stjernen for en aften” og få der efterfølgende bliver stjerner.
For Gud er vi alle stjerner, enhver har stor værdi for ham. Når vi betragter månen og stjernerne en stjerneklar aften, så kan vi føle os små. Sådan tænkte kong David også og skrev Salme 8 i det gamle testamente. David fandt at Gud sætter os ufatteligt højt, højere end andre skabninger.
Derfor tændte Gud en stjerne over stalden i Bethlehem i Judæa, fordi han havde sendt sin søn Jesus Kristus til jorden. De visemænd (de fremmede!) så stjernen og fandt frem til stalden og til krybben.
Stalden:
Når vi ser hyrderne på marken og stalden med krybben for os, da synes vi at her er freden at finde. Og netop dette billede er en god salgsvare til julekort med mere, for det er jo så smukt…. Når vi sidder med et sådant kort i hånden, så glemmer vi let virkeligheden.
For netop i Bethlehem julenat havde soldaterne travlt med at holde ro og orden, for at folketællingen kunne gå ordentlig til. Nogle dage (eller uger) senere blev de samme soldater sendt rundt i hjemmene i Bethlehem med ordre til at dræbe dræbe spædbørn…. Også idyllen i stalden var væk, Jesus blev flygtning allerede i de første levedage /uger. Den lille familie måtte tilbringe nogle år i Ægypten. Ro var der måske julenat, men ikke længe.
Vi har valgt stalden som symbol på livets mangfoldighed med glæde og smerte, fred og ufred, nærvær og sorg, befrielse og angst. Menneskelivet ligner stalden, i det ene øjeblik udstråler det noget smukt og fredfyldt, i det næste bryder afmagt, frygt, fortvivlelse eller håbløshed frem.
www.Bethlehem24.dk:
Hjemmesideadressen måtte indeholde huset navn Bethlehem. Da Bethlehem ligger på adressen Dagmarsgade 24, Ringsted, så måtte vi også have 24 med. Tallet minder os om juleaften, hvor Jesus blev født, så dermed er ringen sluttet.
Husk h i www.Bethlehem24.dk, for Bethlehem vil gerne være et sted, hvor man føler sig hjemme